Naturskolen Rågen

Kristiansholm Plantage, som denne gamle naturskole ligger i, blev købt af Fuglebjerg Kommune i slutningen af 1970’erne fra Holsteinborg Gods.

I starten af 1980’erne begyndte Poul Møller, der dengang var lærer på Førslev Skole, at bruge skoven til undervisning i biologi og friluftsliv. Efter et stykke tid fik de i samarbejde med en af kommunens andre skoler oprettet en egentlig naturskole. Skuret som giver mulighed for at søge ly i tilfælde af dårligt vejr, blev købt i København og fragtet ud til skoven. Der blev tildelt tre lærere, som skulle deles om opgaven med at undervise kommunens børn på naturskolen. Én lærer var der i tre dage og de to andre var på naturskolen i to dage hver. Resten af deres arbejdsuge havde de på deres respektive skoler.

Alle klasser i Fuglebjerg Kommune kom ud og blev undervist på naturskolen 1-2 gange i løbet af et år. Naturvejlederne fik også arrangeret at kommunen købte en bus, som de kunne bruge til at hente eleverne i, hvis skolen ikke lå i cykelafstand til naturskolen. Bussen blev senere taget ud af drift, da der kom nye regler omkring buskørsel. Herefter måtte de lade forældrene køre børnene ud i skoven og hente dem igen.

I starten af 00’erne trak den ene af skolerne sig fra samarbejdet omkring naturskolen pga. uenigheder. I 2007 hvor Fuglebjerg Kommune blev en del af Næstved Kommune, blev den tilbageværende naturvejleder udnævnt til skoleleder af Førslev Skole. Han havde derfor ikke tid til at tage sig af naturskolen, hvorefter den i forvaltningen gled lidt i glemmebogen. Dog har der lige fra dengang og til nu været fast besøg af børn fra Sandved Skole samt børn fra Kroppeloppen i Sandved.

I slutningen af 2020 blev Næstved Kommune gjort opmærksom på, at bygningen trængte til en kærlig hånd. Derfor blev den administrativt puttet ind under Dybsø Naturskole som en naturbase – dog med det forbehold at det kun er dagtilbud og skoler, der får adgang til de indvendige faciliteter.

Rågen legeplads

Praktiske oplysninger om Rågen

Ved Lån af Rågen får man samtidig mulighed for at benytte de andre faciliteter i Kristiansholm Plantage, såfremt shelterpladsen ikke er booket af andre.

Indvendigt er der et lille klasselokale med en gammeldags tavle og bænke med plads til ca. 20 børn. Her er der et lille tekøkken, hvor man har mulighed for at varme vand til kaffe og te. Derudover er der et lille kontorlokale og et toilet.

Booking af Rågen kan ske her:

Naturvejleder Christian Hansen naturskolen@naestved.dk